Den mexicanske forfatter Rosario Castellanos (1925-1974) voksede op i en velhavende godsejerfamilie og tilbragte sin barndom på familiens hacienda i den mexicanske delstat Chiapas i landets sydlige del, der overvejende bebos af mayafolket, et af Mexicos oprindelige folkeslag.
Som noget på det tidspunkt usædvanligt for en mexicansk kvinde fik Rosario Castellanos en universitetsuddannelse; hun studerede filosofi og litteratur, som hun afsluttede i 1950 med afhandlingen Sobre cultura femenina (Om kvindekultur), der er blevet betegnet som det første egentlige feministiske skrift i Mexicos historie.
Gennem sin opvækst i Chiapas havde Rosario Castellanos med egne øjne set og oplevet undertrykkelsen af mayaerne og engagerede sig i arbejdet mod denne undertrykkelse. Det var derfor et logisk valg for hende, at hun efter universitetet lod sig ansætte på et nationalt institut for oprindelige folkeslag. Derudover fortsatte hun sin akademiske karriere som underviser på forskellige universiteter og skrev til diverse tidsskrifter, hvor hun udfoldede en mere og mere feministisk orienteret kritik af det patriarkalske samfunds strukturer.
Rosario Castellanos’ litterære karriere startede tidligt, og hun debuterede som 22-årig med digtsamlingen Apuntes para una declaración de fe (Skitse til en trosbekendelse). Herefter fulgte flere digte og fortællinger, men først med romanen Balún Canán, 1957, der udkom på dansk i 1990 med titlen De ni vogtere, oversat af Kirsten A. Nielsen, fik hun sit litterære gennembrud. Romanen er bygget på hendes barndomserindringer og har bl.a. fokus på undertrykkelsen af mayafolket, et tema, der går igen i alle hendes første udgivelser.
Men som det fremgår af fortællingerne og digtene i nærværende udvalg, skiftes der lidt efter lidt fokus i forfatterskabet: fra undertrykkelsen af mayafolket til kvindeundertrykkelsen, set som to sider af samme sag.
I de første fortællinger, der er henlagt til Chiapas’ mayasamfund, er hovedpersonerne primært mayaer. I de næste er vi ligeledes i Chiapas, men hovedpersonerne er nu primært kvinder fra den hvide overklasse i provinsen. I de sidste fortællinger befinder vi os i storbyen, men hovedpersonerne er igen hvide overklassekvinder. Castellanos anser ikke over klassekvinder for at være mere undertrykte end andre, men det er de kvinder, hun kender bedst: fra sin barndom og opvækst og fra sit intellektuelle universitetsmiljø. Hun ser på disse kvinder med ironisk distance, men evner alligevel at fremstille dem på en måde, der ikke udelukkende er afslørende, men også solidarisk. Rosario Castellanos udleverer ikke sine personer til spot og udskamning, men stiller sig med kunstnerisk format ved siden af dem.
I sine digtsamlinger skifter Rosario Castellanos fokus synkront med og på samme måde som i fortællingerne. Men til forskel fra fortællingerne er mange af digtene udtalt autofiktive. Her skildrer Rosario Castellanos kvindeundertrykkelsen, som hun oplever den på sin egen krop og i sit eget liv, og hun skildrer den som den lidelse, det er for hende, og med mindre ironisk distance end den, hun har til de kvindelige hovedpersoner i fortællingerne. I de autofiktive digte udstiller hun uden filter sin egen private smerte og underlegenhedsfølelse og bruger sig selv og sit poetiske talent til at afdække de nådesløse patriarkalske strukturer.
Ligesom et af temaerne i Rosario Castellanos’ arbejde er kvindens isolation og ensomhedsfølelse, var Rosario Castellanos selv meget isoleret som forfatter. På det tidspunkt, hvor hun skrev, optrådte kun få kvindelige forfattere på Mexicos litterære scene. Først i 60’erne og 70’erne begyndte flere kvindelige forfattere at blive almindeligt anerkendt. Disse forfattere, hvoraf mange havde rod i kvindebevægelsen, fik øjnene op for Rosario Castellanos’ store betydning både litterært og kvindepolitisk.
I dag betragtes Rosario Castellanos som en af Mexicos betydeligste forfattere, og hendes værker er efterhånden blevet oversat til mange sprog. Også for et dansk publikum vil hendes fortællinger og digte være et spændende bekendtskab. For selv om handlingen foregår i et fremmed og eksotisk miljø, er problemstillingerne fortsat gyldige og måske ovenikøbet mere aktuelle end nogensinde.
fra »Jeg har tiet mere end jeg har talt«, Rosario Castellanos' udvalgte digte og fortællinger, oversat af Kirsten A. Nielsen og Malene Thorborg.